Vicente Gerbasi
født 2. juni 1913 i Canoabo i staten Carabobo, Venezuela, som ældste søn af italienske immigranter, død 28. december 1992 i Caracas, betragtes idag som en af den spansktalende verdens mest fremtrædende poeter. - Han var en af de første der indførte det moderne frie digt til det spanske sprog, ikke mindst under indflydelse af bl.a. danskere såsom Georg Brandes, J.P.Jacobsen og Johannes W. Jensen.
Følgende tre digte er fra samlingen "Por arte de sol" (Chile 1958), oversat af Uffe Harder og udgivet i Hvedekorn 1966:
Ren undren
Jeg nævner daggryet med min hund
der i husets gård
løb efter sommerfuglene, changerende, røde, blå
som hallucinationer.
Men de sorte sommerfugle
blev ved med at sidde på tagene,
ubevægelige gennem mange dage,
indtil regntiden kom.
Da var der mørke i mit hjerte
og jeg så de gamle døre,
de afskallede mure
og i bladene min far læste,
lyn over fåreflokke
spredte mellem klippet.
Der var gamle historier om fjerne lande med olivenlunde.
Men i det sortsværtede køkken blev ilden tændt
og de blanke sodflader på væggene
skinnede i rødt.
Katten stirrede vedholdende på noget ude mellem chrysanthemerne,
indtil en torden formørkede bjergene.
Sådan genkendte min alder mørket.
Tropiske ting
Jeg har set stjerner falde
der hvor man hører det fjerne hav
Derude, kokospalmerne spredt
i rum af glas og skinnende biller.
Og længere borte, havet,
og de døde snegle rullende i gryets brænding
og søstjernerne
der laver deres tegninger af ensomhed på sandet.
Og hvad skal jeg sige om bådene der hælder i fotografiluften,
nu da havnens lys blinker mellem de sorte master?
Og hvad skal jeg sige om disse første måger
der langsomt flyver ud af mørket
som om de kom fra erindringen?
Og på den modsatte side lyset der begynder igen
bag bjergene der dufter af kaffeblomster
og mellem tinderne små skyer,
standsede blandt visse tusindårige farver
i et klima hvor lyrefuglen lever.
Og hvad skal jeg sige om disse store blade
der bøjer sig for blæsten
som om en skovens dronning?
Lyset vender tilbage med sin fortryllelse.
Og i dette lys sætter isfuglen
der kommer ud af søvnen
sig på en gren nær mit ansigt,
og skrækken for døden holder den fast
som en fugl af glas.
Patio'en
Jeg mødte mine slægtninge i et hus med enkle vægge.
De bar sommerlig lærred
som var de klare til at høste majs.
De oplystes af patio'ens glans
under appelsinerne der var sorte af hvepsesværme.
Jeg mødte mine slægtninge i en samtale om frugt,
i profil foran en ovn,
ved siden af en hund der var rolig på en piedestal.
Og ovenover, bucare-blomsterne
der faldt som små orange haner
i lysskæret.
De vævede, de hældte kaffe i ru sække,
reviderede drømme
lagde tegl til huset.
Dagen havde nellikeomrids,
høje bjerge hvor rovdyrene levede.
Ren glans.
Og mine slægtninges gestus
skabte en fortælling i huset.
De gik mellem hvide søjler,
de dræbte biller,
de standsede for et se på solnedgangene,
når vasketøjet svajede i blæsten.
Så gik jag ud at se til koen
og jeg så den lægge sig i mørket
som i en ellipses fortryllelse.
Vi kommer fra natten og mod natten går vi.
Bag os ligger jorden indhyllet i damp,
hvor mandeltræet, drengen og leoparden bor.
Bag os ligger dage med søer, sne, rensdyr,
med ildfyldte vulkaner og forheksede skove
hvor angstens blå spøgelse havde til huse.
Bag os ligger gravsteder under cypresserne,
alene i stjernernes fjerne sørgmodighed.
Bag os ligger stolthed som lysfakler der slukkes af århundredernes vindstød.
Bag os ligger døre der klager i vinden.
Bag os ligger angsten som himmelske spejle.
Bag os ligger menneskets drama:
Livsgiver, dødsgiver.
Tiden som rejser og nedbryder søjler,
og hvisker i havets tusindårige bølger.
Bag os ligger lyset der bader bjerge,
børnenes lejepladser og hvide altre.
Men også natten med lidende byer,
hverdagens nat, der ikke er nat endnu,
men en kort slummer der skælver i sankthansorme
eller forbigår sjælene med stunder i dødskamp.
Natten der endnu engang omfavner lyset,
og vækker blomster i tyste dale,
køler vandets skød i bjergene,
og sender heste mod blå brede,
mens evigheden, mellem gyldent lys,
stille går fremad på stjernernes enge.
Nedenstående er direkte inspireret i Johannes W. Jensens "Den lange Rejse"
De samledes alene
ved foden af bjerget
der spyttede ild.
Sneen faldt
i deres blonde hår.
De kendte ikke ilden.
En dreng gik op ad bjerget
med en grangren.
Tiden gik.
En blomst åbnede sig
på sletten.
De så den alle
som en gnist
af sol.
Drengen kom tilbage
og havde med sig fra bjerget
der spyttede ild
en tændt gren.
Således blev hele familien
belyst
i sneens hvide tvelys.
Sidenhen tog de ud at sejle
med en måne
der leder deres skibe.
Vicente Gerbasi var Venezuelas ambassadør i Danmark fra 1964 til 1969, i hvilket tidspunkt han bl.a. skrev i "Vindrosen" under Uffe Harders oversættelse.
Nedenstående er et interview i dagbladet Aktuelt fra den 23nde maj 1967:
Vicente Gerbasi fødtes i 1913
i det nordlige Venezuela. Som
10-årig rejste han til Italien,
hvor han gik i skole. Efter at
have taget studentereksamen
vendte han tilbage tit Venezuela,
hvor han påbegyndte et jurastudium, som han imidlertid
måtte afbryde af økonomiske
grunde efter to år. I stedet kastede han lig over journalistikken.
Tror man således, at den socialistiske litteratur , der dominerer de danske oversættelser, også dominerer hjemmemarkedet, tager man fejl, siger Venezuelas ambassadør i Danmark, Vicente Gerbasi, der har en betydelig digterisk produktion bag sig. Den var fremherskende i perioden fra 192035, hovedsageligt gennem påvirkning udefra. Men den var uægte. »Plakatkunst« kalder vi den, fordi den ofte var den rene og skære propaganda. Kunst er ikke politik En kunstner må naturligvis have lov til at have et hvilket som helst politisk synspunkt, og han kan heller ikke udelukke sig fra de politiske forhold, han lever under. Men kunst skal være kunst, ikke politik. »Plakatkunsten« var inspireret af de udenladske strømninger. Er det latinamerikanske kulturliv afhængigt af, hvad man finde på andre steder? Nej. Vi er ganske afgjort opmærksomme på, hvad der foregår ude i verden, og vi har også bevaret vores kulturelle bånd til Europa først og fremmest til Spanien, hvilket jo er ganske naturligt, når man tager sproget i betragtning. Ved at finde sit rette ansigt Men alligevel vil jeg sige, at den latinamerikanske digtning har sin styrke og sit særpræg i, at det ikke er traditionsbundet i samme grad som den europæiske. Det har skabt vanskeligheder, men jeg tror , at vi er ved at få, vores rette ansigt. Hvori består den latinamerikanske digtnings særpræg?. Først og fremmest i påvirkningen fra naturen. Latinamerika er geografisk set så stort og smukt, at det får mennesket til at føle, at det lever ene. Det får tidsbegrebet til at forsvinde, og i stedet erstattes det at legendariske og mystiske forestillinger. Når latinamerikaneren interesserer sig for europæisk litteratur, går hans interesse så så langt mod nord som til Danmark og det øvrige Skandinavien? . Latinamerikaneren læser I. P. Jacobsen Vi følger skam godt med i såvel den danske som hele den skandinaviske litteratur, siger senor Gerbasi. Jeg kan f.eks. fortælle Dem, at I. P. Jacobsen er meget populær hos os. Og han findes i glimrende oversættelser, så gode, at man skulle tro, at hans bøger var skrevet på spansk.. Men selv om vi er godt med, hvad de klassiske og nyere forfattere angår, kniber det desværre med at følge udviklingen. Og jeg kunne derfor godt tænke mig at prøve at oversætte nogle af de nyere danske forfattere f.eks. Leif Panduro til spansk... Det vil imidlertid kræve, at jeg har en fransk oversættelse at arbejde efter .Sprogproblemet hæmmer jo. Og derfor kan jeg heller ikke have den kontakt med danske digtere, jeg godt kunne tænke mig. |